Masser af oplevelser

Det blev desværre ikke til et opslag herfra i går. Vi var travlt optaget og bagefter lidt for trætte. Ikke desto mindre skal I da også have et kort resume af gårsdagens begivenheder.
Dagen startede skrækkeligt tidligt med morgenvækning allerede klokken halv syv, da vi skulle nå et tog i Kandersteg by, der skulle tage os til byen Thun et stykke herfra.
Hovedaktiviteten var river rafting på floden Aare mellem Thun og Bern, og det var utvivlsomt en stor oplevelse for alle. Et professionelt crew med flere store gummibåde sørgede for, at vi over nogle timer kom sikkert ned ad floden, inklusive lege på bådkanterne, udspring i floden og masser af vandplaskeri mellem bådene. Det gjorde jo heller ikke noget, at vi havde perfekt vejr til den type aktivitet med masser af sol (og solcreme). Sikkert i land i Bern fik vi spist vores madpakker inden rejsen gik tilbage til Kandersteg med tog. Her skulle vi skynde os at indtage aftensmaden, inden der var fællesaktiviteter med de andre grupper på lejren.
Også denne aften gik de fleste tidligt til ro, da onsdag igen står på togtur og besøg i Bern. Lige nu er spejderne på opdagelse i Bern indtil middag. Lederne sidder til gengæld på en restaurant. Ikke fordi vi ligefrem er gammelsultne, men selv Robinson Crusoe kan vel få behov for gratis wifi nu og da.
Vi har selvfølgelig også været ved at fejre vores første fødselar på turen. Christoffer, som fylder 16 år i dag. Tillykke til ham.
Vi har ikke lige haft lejlighed til at sortere så meget i billederne – det bliver nok først gjort for alvor når vi kommer hjem. Jørgen har dog lige været ved at gøre en indsats, så I kan se, at vi ikke lyver når vi siger, at jeres børn har det okay.