På grisetur

Den 23.-24. september var juniorerne på bondegårdstur. Vi besøgte Jens’ forældres gård i Ørnstrup, hvor vi blandt andet skulle lære lidt mere om, hvad sådan nogle grisebasser er for en størrelse.

Fredag aften ankom alle mand klokken 19 på gården, og da det jo bliver tidligt mørkt, kastede vi os straks over teltene. Til trods for at vi havde medbragt samtlige af gruppens patruljetelte (på nær miniernes) så lykkedes det kun med nød og næppe at opstille 3 vakkelvorne telte ud af vores syndige teltrod. Men alle fik da tag over hovedet.
Da teltene var blevet fyldt op med spejderting, var det tid for en bolle eller to og lidt kage. Og derefter blev det tid for løb. Natløb var det jo ikke, men det var meget mørkt. Man gør jo ikke så meget i gadelygter derude på landet.
Natløbet handlede om den rige men grumme Eskild Svinemager der, i hvert fald denne aften, byggede gården for 300 år siden. Alle 3 patruljer skulle ud for at lede efter hans glemte rigdomme, og minsandten om det ikke lykkedes. Lidt hvin i skoven og laden blev det dog til, når diverse ting og medhjælpere (Jens og Simon) dukkede op i mørket.
Da klokken var halv tolv, og alle skattejægere var vendt hjem, var det på tide at gå i seng. Men hverken de gamle eller nye juniorer havde lyst til at sove da det kom til stykket, og der kunne høres snakken fra de fleste telte længe endnu.

Næste morgen stod vi op klokken otte. Eller det vil sige, at juniorlederne stod op klokken otte. De fleste af spejderne var allerede stået op (hvordan gør de det?) og havde pakket deres ting!

Efter morgenmaden var det Jens’ mor Dorthe der stod for rundvisning på gården. Vi så grise i alle størrelser. Både de helt store grise, og nogen der lige var kommet ud af deres mor. Mon det er det der hedder “at puste grise op”? Vi fandt også ud af, at ligegyldigt hvilken størrelse de har, så lugter de stramt på forskellige måder. Der var masser af smågrise som denne formiddag oplevede at blive nusset, kløet, klappet og løftet af juniorer. Der var også mange lidt større grise som måtte hen og snuse og slikke på de mærkelige mennesker der havde sat sig ned i deres svinesti. Og de helt store grise måtte finde sig i, at nogle dumme mennesker troede at de kunne ride på dem. De kunne de så ikke.

Der blev også tid til at klatre i korndynger, med deraf følgende kløe over hele kroppen. Efter rundvisningen på gården afholdt Jens og Simon gættekonkurrencer i hvad forskellige ting fra gården mon blev brugt til. Hvor mange har mon lige set en boltpistol eller en meget lang handske til at trække grise ud af moderen med? Og så var der også medbragt en masse produkter som indeholder ting fra grise. Alt lige fra flæskesvær og tyggeben til vingummibamser og opvaskebørster.

Efter alt dette skulle vi lave medisterpølse. Altså ikke bare stege det på bål, men blande farsen og putte den i tarme. Det blev rigtigt godt og der var masser af medisterpølse til alle. Der blev også lavet almindelige pølser og i øvrigt sat en masse mad til livs.

Det var dog svært for alle at holde koncentrationen under medisterpølsefremstillingen, da Line (Jens’ lillesøster) havde fundet rideudstyret frem, og minsandten også to heste. Men når man nu ikke kan ride på grisene, så er der heldigvis bedre gevinst ved hestene.

Efter frokosten var det ved at være tid for at pakke sammen. Alle teltene skulle ned igen, og det gik heldigvis nemmere end da de skulle op.

Vi tror at alle havde en rigtigt god tur. Det var en skam at kun 17 var med. Det må vi håbe bliver bedre næste gang.

Til sidst skal der lyde en stor tak til Jens, Line, Hans Christian, Dorthe, Jesper og Simon for deres store gæstfrihed og lyst til at underholde juniorerne.

Med finurlig juniorhilsen

Juniorlederne

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar