Hjem fra Skotland

Det er altid en lille smule trist når en sommerlejr slutter. Selvom alle glæder sig til at komme hjem igen, og ugen har været fuld af oplevelser og mindeværdige stunder, så er det også slutningen på en begivenhed der ikke gentages. Specielt svært er det, når der også skal tages afsked med nye venner, som man for manges vedkommende aldrig vil se igen. Derfor blev der da også fældet mere end en enkelt tåre, da juniorspejderne fredag morgen tog afsked med de 25 skotske spejdere og deres ledere.

Torsdag havde vi haft en dejlig dag med først et besøg i svømmehallen i Dundee, hvor alle morede sig i et sandt slaraffenland af bassiner, rutsjebaner og hvirvelstrømme. Dernæst kunne vi gå på shoppingtur i Dundee uden at lugte kraftigt af spejderlejr. Om aftenen havde patruljerne selv tilrettelagt maden og patruljelederne lavet indkøbene i Dundee, hvorefter de skulle konkurrere om den bedste mad. Det var rigtigt sjovt og bød for en gangs skyld på retter der var mere danske end skotske. Imens fik spejderlederne prøvesmagt haggis og det var nu slet ikke så ringe.

Det var som om aftenen ikke rigtigt ville slutte – hverken for lederne eller spejderne. Spejderne hyggesnakkede i teltene og bivuakerne indtil meget sent, og klokken var omkring 3 førend de sidste ledere forlod lejrbålet. Også selvom vi næste morgen skulle op klokken halv syv for at spise morgenmad og pakke vores ting i busserne, så vi kunne køre til lufthavnen. Hjemturen foregik ligesom udturen uden nævneværdige udfordringer, og der var ret stille på mange pladser i flyet, hvor der blev sovet hele vejen over Nordsøen.

Jeg er sikker på, at jeg taler på alle ledernes vegne når jeg fortæller, at vi har været overordentligt glade for at have jer med på denne tur. I har opført jer eksemplarisk og været en stor fornøjelse at være sammen med. I har også fået megen ros fra de skotske spejderledere for jeres måde at være på.

Og vores 5 patruljeledere – Lasse, Frederik, Mathias L, Per og Mathias B: I har udført et fortrinligt job som patruljeledere i de 5 patruljer bestående af 6 danske og 5 skotske spejdere i hver. Vi er meget stolte af jer, og I har fået stor anerkendelse af skotterne for jeres evne til at lede og til tider tage over, når det var nødvendigt, til trods for kulturforskelle og sproglige udfordringer. Jeg kan slet ikke udtrykke, hvor glade vi har været for at se dette. Rigtigt flot arbejde! Jeg håber, at I vil fortsætte i samme stil.

Nu er vi hjemme ved hverdagen, og skolen starter lige om lidt. Det gør spejdermøderne også og vi glæder os til at se jer alle sammen igen på onsdag.

Kærlig hilsen

Juniorlederne

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar