Virtuelle møder hos troppen

Her hos troppen har vi haft virtuelle møde gennem det sidste stykke tid.
Vi har lavet en del Kahoot!-quizzer til hinanden, med forskellige emner, såsom strik, spejder generelt og mange andre emner.
 
Derudover har vi lavet en spejder-kogebog, hvor vi hver især skulle finde en ret og selv teste den af derhjemme.
 
Vi har også været i gang med hjemmespejd-mærket, hvor vi skulle lave en del aktiviteter. Såsom et hashtag-løb med hashtags vi selv fandt på uden at vide, hvad de skulle bruges til. Der var mange kreative påfund til løsningen af disse billeder.
 
Vi har været ved Fængslet, for at måle flagstangen uden digitale hjælpemidler ( højden vides stadig ikke med bestemthed, så ved du det, så sig det lige). Facadelængden blev også målt, og der kom sådan cirka 5 forskellige bud. Godt det ikke er os der har lavet arbejdstegningen.
 
Slangebjerget var også en af vores udflugtssteder, og på toppen af bakken skulle vi så regne ud hvorfor lederne havde sendt os lige præcis derhen. Grunden var at Erik Menved, gammel konge af Danmark, engang havde haft en borg der.
 
Fastelavnstur har vi også været på i covid-19-venlig udgave. Vi gik rundt på forskellige ruter, og fulgte en app, som guidede os gennem spørgsmål og vejen vi skulle gå. Vi skulle lave videoer med os selv hvor vi sagde spejderråbet tjickerlicker og vi svarede på spørgsmål om verden og om spejder.
 
Vi glæder os til at komme tilbage til det virkelige spejderliv, for at mødes og måske lave mad i stedet for en kogebog.