Tak for besøgene

Tak for de mange besøg til spejderne i går. Det var hyggeligt at se så mange glade forældre, en særlig tak skal lyde til dem, der bragte kager med sig ind i lejren. Dem har vi rigtig nydt. For enkelte spejdere var det nok lidt svært at sige farvel igen, men alle er glade og friske og i gang igen.

Menuen i aftes var spaghetti med kødsovs – og det blev spist helt op! Bagefter var der masser af vandmeloner og kager til alle.

Jeg skulle hilse fra minilederne og sige, at nu har alle minier været i bad, enten i skumbad i lejren eller i det varme “Svinebad” – så det er nu ikke helt så slemt at åbne teltdøren for at sige godmorgen til dem! Den næste opgave har juniorlederne med at få gennemført en gang “tvangsbadning” i dag.

Spejderne er i dag taget afsted på en heldagsaktivitet sammen med alle skotterne uden ledere, så i dag er der mange ledige ledere i vores lejr, så får de lidt mulighed for at pleje sig selv. Juniorerne skal til træklatring senere i eftermiddag og minierne skal på en lille hike rundt i lejren og på en særlig miniaktivitet, hvor de skal være med til at lave en model af hele Blå Sommer lejren, de skal nemlig lave modellen af vores egen lejr.

Vi blev vækket midt i nat ved regnens voldsomme trommen på teltet, det var heldigvis tørvejr, da det var tid at stå op, men jeg tror nu ikke vi klarer hele dagen igennem i tørvejr – der hænger nogle voldsomme sorte skyer i horisonten.

Her til morgen stod skotterne for vores morgensamling, alle klædt i kilt (eller kirtler, som en af minierne sagde). Vi fik en fin præsentation af deres forskellige uniformer, uniformen skifter nemlig farve alt efter hvor gamle de er! Selvfølgelig fik vi også en gang sækkepibe musik, så det var ret festligt.

Det er gået op for mig, der ikke har været billeder til jer endnu. Her er lige et par stykker.

Ellen

_MG_7660.jpg 

_MG_7679.jpg

 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar