Spejdernes lejr 2012 – Kvarterets dag

I dag har vi været igang på kvarterets dag. Der har været aktiviteter indenfor miljøfestival, madfestival, kulturfestival. Der blev bl.a. lavet flotte protrætter af kendte mennesker og internationale symboler, der blev lavet chilli con carne, italienske madbrød og ravioli på bål. Der var lidt wellness med hjemmelavet læbepomade og hvil med fødderne i vand og agurkeskiver på øjenlågene. Der er blevet renset vand og lavet primitive spritbrændere og ting af skrammel. En dejlig dag i sol hjemme i vores eget kvarter med de andre spejdere fra Horsens kommune.

I aftes havde vi så den første (og forhåbentlig eneste) spejder en tur på skadestuen med en pløk i låret. Han blev lappet sammen med et par sommerfugleplastre og fik en stor forbinding. Resten af aftenen blev han trukket rundt i en kærre siddende i en lederstol med mikroernes Peter Plys i favnen. Han blev sågar hjulpet med toiletbesøg af sine spejderkammerater.

Menuen i dag var grillet kyllingefilet med zsarziki og kartofler – super lækkert. Desværre måtte vi så i dag sige farvel til Linda, Aksel og Niels (den sidste madfar), så fra nu af må vi klare os selv uden madfædre – det bliver ikke let og jeg er ret sikker på at niveauet falder en del. Men vi er vel på spejdertur?

Humøret er højt, der er friske forsyninger af lommepenge og slikket vælter ind med posten – så alt i alt højt humør og solbrændte ben.

Ellen

 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar