Spejderledere søges

Erik Menved Spejderne er en spejdergruppe i rivende udvikling. Vores medlemstal har rundet de 100 og er dermed det største nogensinde. Den 1. april 2003 flyttede vi fra vores hytte Wigwam, hvor vi havde boet i 20 år, og vi er lige nu ved at færdiggøre vores nye store hytte på Silkeborgvej, midt i et stort og dejligt naturområde i udkanten af Horsens.

Vi er over det hele
Vi laver mange anderledes arrangementer for vores spejdere, og for andre børn og unge i Horsens. Vi prøver konstant at udvikle gruppen og finde på nye tiltag, ligesom vi altid er med når der sker noget i Horsens uanset om det er Middelalderfestival, Open Air, dyrskue eller juleby.

Vi har det næsten for sjovt…
At have mange børn og unge som medlemmer, og at have gode lokaler og omgivelser er naturligvis vigtigt for en spejdergruppe. Men en ligeså væsentlig ting er det at have en stor, stabil og aktiv ledergruppe. Vi har i dag 14 faste ledere til vores 5 aldersgrene mikrober, mikroer, minier, juniorer og spejdere. Vi lægger stor vægt på, at ledergruppen består ligeligt af mænd og kvinder og at vi både har unge og ældre ledere. De seneste år har vi prioriteret meget højt at lederne udover selve spejderarbejdet også har meget hygge-samvær, hvor vi mødes til fester, bowling, grill-aftener, festival, går i byen sammen og så videre. Vi har det med andre ord faktisk rigtigt sjovt og hyggeligt med hinanden.

Unge, gamle og dem midt imellem
Ligesom i alle andre foreninger oplever vi naturligvis også at ledere må holde. Enten fordi de skal flytte eller får børn, går i gang med uddannelse, skal på jordomrejse eller ganske enkelt får lyst til at prøve kræfter med nye ting. Vi vil også gerne sikre, at vores ledere ikke pludselig består af mennesker der har været der i for mange år, hvor for mange ting blot gøres “som vi plejer at gøre”. Derfor er det vigtigt at vi konstant får suppleret vores ledergruppe med nye ansigter der kan være med til at lave spændende spejderarbejde for børn og unge.

Frygt ej
Dette er en invitation til dig. Hvis du har lyst til at deltage i vores spejderarbejde – som leder, som medhjælper eller som een vi må ringe til når vi har brug for et par ekstra hænder – så vil vi meget gerne høre fra dig. Om du vil bruge 2 timer om året på spejderarbejde, eller 10 timer om ugen, gør ingen forskel. Vi vil være glade for de timer du vil lægge hos os. Og du behøver ikke at være bange for, at du har glemt hvordan man binder råbåndsknob og skriver “Blå spejder” i morsekode. Det havde vi andre også glemt, da vi startede igen.

Du kan læse mere om os og vores mange aktiviteter her på hjemmesiden. Har du lyst til at besøge os ganske uforpligtende, eller blot høre nærmere, så er du velkommen til at kontakte gruppeleder Ellen Bernth på telefon 7565 7489 eller ellen@erikmenved.dk.

Med venlig spejderhilsen

Spejderlederne hos Erik Menved Spejderne

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar