, ,

Nyt fra Houens Odde

Så er det atter tid til en lille opdatering.

Dagen i dag vil blive husket for to ting:
Det første dagen i dag vil blive husket for, er de nye dufte der her til morgen bredte sig i lejren. Ud over de sædvanlige dufte som bålrøg, sure sokker, svedige spejdere(til orientering så er det slemt med juniorspejderne), div. Mygge-produkter som tidligere beskrevet, så bredte der sig en duft af parfumerede solcremer. Denne samlede ”duft” vil jeg ikke forsøge at beskrive her, da det vil være en umulig opgave, og de fleste af jer læsere vil have mulighed for selv at opleve den i morgen til forældredag. Derudover skal der være lidt overraskelser i forbindelse med det kommende besøg. Forældredagen i morgen har været det store samtaleemne i dag, og der er spejdere der glæder sig mere end andre.

Det andet dagen i dag vil blive husket for, er den store mængde bekymrede forælde som vi har været i kontakt med. I den forbindelse vil jeg slå en ting fast. Der ER lederne der er i lakridspibe mangel, og IKKE spejderne. Tro mig, spejderne har indtaget sukkerholdig forplejning i rigelige mængder.

Ellers har vi været til fællesdag med alle de andre spejdere på centeret. Omkring 300 spejdere var samlet til fælles aktiviteter, hvor patruljerne blev mikset på tværs af grupperne. Så der er skabt nye bekendtskaber.

Slut herfra vi ses i morgen.