Klan Mik Mak på SL2017

Vi startede lejren i WigWam hvor alle mødtes for at fylde bilerne op med seniorer og bagage inden turen gik mod Sønderborg. Vi landede på pladsen omkring kl. 10:00, hvor vi mødte Leon og Jakob som havde været på forlejr og de vidste præcis hvor vores lejr lå henne. Så vi fulgte efter dem og de viste os den hurtigste vej.

Vi dannede os hurtigt et overblik over vores lejrplads og begyndte at måle op til vores bygning. Vi lavede en skabelon til sektionerne, så de blev ens. Nogle begyndte at binde sektionerne sammen, mens andre skar reb og i de rigtige længder og nogle helt tredje borede huller i jorden til stolperne som skulle 80 cm ned i jorden. Der gik ikke længe inden vi kunne rejse den først sektion op og herefter gik det rimelig jævnt. Vi fortsatte vores byggeri indtil kl. 23:30, hvorefter vi kørte ud med bilerne.

Dagen efter byggede vi videre. Det gik rigtig godt med at få taget op og afstiverne til trods for at rafterne var afsindig tunge. Men med lidt snilde og nogle stærke drenge fik vi alle rafterne på plads. Vi fik også lagt gulv på 1. etage og bygget en stige dertil. Det var rigtig dejligt at vi kunne sove inde i bygningen om aftenen og vide at det var ganske små ting der skulle til for at hytten var helt færdig.

Søndag havde hele Erik Menved Gruppe fået af vide at de skulle på en obligatorisk aktivitet som Ellen og Mette havde planlagt. Men ingen havde fået af vide hvad det var for en aktivitet. Simon, Malte og Mette var taget afsted for at sætte aktiviteten op og Ellen sørgede for at alle kom til rette tid. Alle spejderne inklusiv Klan Mik Mak fulgtes op til åndehullet, hvor aktiviteten ville foregå og der var ikke mange der havde gættet hvad aktiviteten gik ud på. De skulle nemlig alle sammen til bryllup, for Mette og Simon skulle giftes. Det var en kæmpe overraskelse for alle men seniorerne var rigtig glade og flere af dem kneb da også en tåre eller to og flere brød fuldstændig sammen af glæde. Det var en rigtig god dag for alle hos Erik Menved Spejderne.

De efterfølgende dage blev brugt på at restituere og se lejren og slappe af i hytten. Om onsdagen deltog vi i kvarters dagen som stod på ringridning. Hertil havde vi bygget vores hest Basviola som vandt i kvarteret men røg desværre ud i underlejr dysten inden finalen.

Sidst på ugen deltog en del af seniorerne på Adventurespejdnight, som var sjov udfordring og vildt dejligt at kunne være på spejderløb igen. Det gik rigtig godt for Klan Mik Mak og de deltagende havde det helt vildt sjovt på løbet.

Lørdag stod det på nedrivning og vi havde fået bygningen pillet helt ned, så man ikke længere kunne se at der havde stået en bygning der. Det tog kun 7 timer hvilket er ret imponerende.

SL2017 var en helt fantastisk lejr og vores sammenhold i klanen er blevet endnu bedre end da vi tog afsted, selvom vi ikke troede det var muligt. Vi glæder helt sikkert til næste gang.

Herunder nogle af vores billeder fra lejren og en video fra nedbrydningen.