Juniorsommerlejr 2005 – Fra Horsens til Tyskland – Kapitel 1-7

For anden gang i historien skulle juniorspejderne på cykeltur langs Hærvejen. Dermed er det ikke blot en begivenhed, men en tradition. Nogle traditioner på denne tur skulle vise sig at blive holdt i hævd ganske ufrivilligt – dem skal vi nok komme tilbage til. Andre blev det med fuldt overlæg.

At holde sommerlejr på cykel er hårdt arbejde. 35-40 kilometer om dagen i uforudsigeligt terræn. Lejrslagning hver aften, madlavning i det fri, varierende sanitære forhold, og en presenning at sove under om natten. Til gengæld er sommerlejr på cykel også masser af natur, fuglefløjt når solen skinner ind i bivuaken om morgenen, og ikke mindst en masse fremmede mennesker. Hver dag mødte vi en masse mennesker som ville snakke. Og hvis der er noget juniorspejdere og juniorledere er gode til, så er det at snakke. Vi mødte mange mennesker med sjove historier. Og mange mennesker der bare var sjove.

Det er deres og vores historier, jeg nu vil fortælle.

Kapitel 1. Søndag: Hvis I ser en havetraktor, så er det min
Søndag morgen skulle vi alle samles på parkeringspladsen i Åbjergskoven. 11 juniorer og deres to juniorledere. Da der var blevet krammet nok farvel drog vi rask afsted gennem skoven. Juniorlederne ved af erfaring, at det ikke er blandt forældrene at vi skal komme med formaninger om sikkerhedsafstand, bremselængder og andre praktiske regler, såsom fastspænding af ting. Vi var dog ikke kommet 1 kilometer ud ad skovvejen, før de første dele begyndte at falde af cyklerne. Vel at mærke ikke oppakning, men cykeldele. Strips og gaffatape er dog en fantastisk opfindelse.
Allerede efter 4 kilometer havde vi det første massestyrt. På cykelruten mod Rask Mølle ville Jesper, Leon og Clara kigge nærmere på skovvejen, men da Jan og Chris havde fået pustet tilpas på skrammerne, gik det videre i rask trav. Det gik op og ned, op og ned. Ja, faktisk gik det mest op, men det andet lyder bedre.
Chris og Jan måtte på skift få sorte fingre når der skulle sættes kæder på igen, og ordnes andre uhensigtsmæssigheder. Mads blev topscorer på førstedagen.
Vi gjorde holdt i Flemming, hvor vi udførte den første af mange Brugs-plyndringer. En sagesløs købmand måtte stå ansigt til ansigt med udsultede juniorspejdere, der havde fråde om munden. En is og diverse læskedrikke senere, besluttede vi, at vi ville finde et sted inden Rask Mølle, hvor vi kunne spise vores medbragte frokost.
Et dejligt skyggefuldt sted i udkanten af en skov dannede rammen om vores frokost. Vi havde end ikke pakket maden ud, før den første indfødte dukkede op. Denne indfødte talte rimeligt forståeligt jydsk, og da han havde fået at vide hvem vi var, og hvor vi var på vej hen, så blev vi indviet i hans hemmeligheder. Han var på jagt efter sin havetraktor, som nogen åbenbart havde stjålet. De havde godt nok stillet et andet køretøj i stedet for, men han ville altså hellere have sin havetraktor. Vi måtte skuffe ham med, at vi ikke havde set den, men at vi nok skulle holde øje når vi kørte langs Hærvejen.
Herefter var det tid for diverse instrukser. Juniorerne fik lidt at vide om hvordan vi skulle cykle, og vi kiggede lidt på kort, og snakkede om hvad det var for en type overnatningspladser vi ville komme til de kommende dage. Vi snakkede også om, at det var os selv der lagde programmet, og hvis vi ville lave noget om, jamen så kunne vi jo bare gøre det.
Vi snakkede også om de lidt mere praktiske ting som indkøb, solcreme, spis ikke den gule sne, og sørg for at drikke nok vand. Alt sammen ting der er godt at vide i den danske sommer. Og ikke mindst skovflåter. Selvom juniorlederne prøver at være meget pædagogiske, så undskylder vi, hvis jeres børn har fået indtryk af, at skovflåter er små monstre, der suger små børn tomme for blod. Vi er i hvert fald sikre på, at de nok skal holde øje med skovflåter her og der.
Det stod hurtigt klart, at juniorerne syntes, at dagens program var for kort. Stedet hvor vi spiste frokost lå kun nogle få kilometer fra det planlagte overnatningssted. Seje som vores spejdere nu er, besluttede de, at vi da ligeså godt kunne tage næste dages stræk med også. Som sagt så gjort, og i stedet for at gøre holdt i Åstedbro, kørte vi direkte videre til Kollemorten, præcis der hvor vores nuværende cykelrute møder Hærvejen.
Nu er det her jeg måske skal fortælle lidt om istiden, og hvordan Jyllands terræn ser ud i tværsnit. Jeg vil dog undlade dette, og blot sige, at jeg jo ikke er 30 år mere. Under denne rejse ind til midten af Jylland, måtte juniorlederne sakke en anelse bagud og danne bagtrop, mens en række juniordrenge dannede fortrop.
Vel ankommet til Kollemorten, nogle senere end andre, indfandt vi os på Hærvejscenter Kollemorten. Og Hærvejscenter Kollemorten er slet ikke nogen primitiv overnatningsplads – i hvert fald ikke i den stil som vi ville møde de kommende dage. Her var der både et vandrerkøkken, borde og bænke i massevis, en skolegård at lege i, en stor sportsplads at tumle på. Og ikke mindst både en minigolfbane og en trampolin til fri afbenyttelse. Det bedste af det hele var, at vi var alene. Faktisk skulle sæsonen først starte dagen efter, så den stakkels bestyrer af den lille kiosk, måtte overvældet se til, at hendes udvalg af slik og chips blev kraftigt indskrænket, allerede inden hun havde åbnet.
Nå, men mens Chris og Jan pustede liv i deres ben igen, gik juniorspejderne straks i gang med at udforske aktivitetsmulighederne på grunden. Her er det så, at vi er vidne til eet af verdens vidundere, der får pyramider og Stonehenge til at blegne i sammenligning. Hvordan kan juniorspejdere, der netop har tilbagelagt 40 kilometer op ad bakke i stegende varme, opretholde et aktivitetsniveau, hvor vi skal måle energien i megawatt. Vi taler om Barsebäck på to ben. Det er ganske imponerende. Og selvom de klaskede ind i hinanden på trampolinen, spurtede rundt efter fodbolde, slåssede på græsplænen og kom til skade hvor man nu kunne komme til skade, så var der slet intet der satte tempoet ned. Jens klarede selvfølgelig et træde ned mellem fjedrene på trampolinen og forvride foden. Nu var det heldigvis Jens, så vi ved at han kan tåle det. Han kunne derfor bare få en pind at bide i de næste dage, hvis det gjorde ondt når vi cyklede.
De søde juniorledere havde planlagt denne dag til at den ikke skulle være for hård, for at alle fik en blød start. Derfor havde vi også arrangeret, at Søren kom med ingredienserne til den første aftensmad, så vi ikke skulle finde en Brugs at handle i. Da ingredienserne var vel ankommet, gik pigerne i krig med at lave mad, og drengene gik i gang med at slå bivuak op (det var altså dem selv der lavede denne rollefordeling).
Bivuaken havde Chris og Jan klargjort materialerne til. Vi havde selvfølgelig været meget pædagogiske og afmærket alle stænger med tape i forskellige farver. Dette var således en udfordring til drengenes logiske sans. Vi kan afsløre, at de ikke allesammen ville være blevet optaget direkte på matematisk linie.
Når spejderne kommer op i troppen eller senere bliver seniorspejdere, så er det slet ikke ualmindeligt, at nogle af dem finder sammen i par. Dette sker ikke blandt juniorspejdere – og så dog alligevel. Snakken foregår på et andet og meget mere direkte niveau. Mens maden var i kog, sad de fleste af os omkring nogle borde og snakkede og lavede sjov. Her fandt en af pigerne det meget passende at spørge Jens ganske bramfrit, om han var til drenge eller til piger. Jens er en ægte jyde, og han svarede, som kun en ægte jyde kan, at han faktisk mest var til traktorer. Det kan man kalde et direkte svar på et direkte spørgsmål.
Maden var, naturligvis, Jan-gryde. Vi skal nok senere komme ind på definitionen af Jan-gryde, og ikke-Jan-gryde. Pigerne fik hurtigt stablet noget foder på benene, og det blev da også hældt indenbords i en rasende fart.
Nu var det jo således, at vi inden turen besluttede, at vi skulle tænde bål på en ny måde hver dag. Denne aften blev det jo så ikke til madlavningsbålet, men så måtte vi jo bare gøre det til aftenens hyggebål. Der var ikke meget træ, men vi fik da fundet lidt pinde hist og pist blandt træerne der omkredsede området. Mads besluttede, at vi skulle bruge vores kemikalie-båltænding. Tændingen virkede ganske fortrinligt, men træet ville ikke fænge. Lederne måtte træde til, men lige lidt hjalp det. Efter mange forgæves forsøg med alle former for materialer der kunne antændes, endte vi med at snitte lidt skiver af Simons myggestift. De kunne tænde, og brænde længe nok til at bålet fængede. Således gik det til at vi fandt en helt ny måde at tænde bål på, og straks efter sad vi om et lille hyggeligt lejrbål, og spiste den kage som Leons mor havde bagt. Kort efter sluttede dagen med at vi gik til ro i vores bivuak.

Kapitel 2. Mandag: Man kan da ikke lave morgenmad med bønner
Vi startede dagen tidligt. Juniorspejdere vågner klokken kvalme, og bliver meget hurtigt aktive. Vi måtte derfor hellere stå op, og få anskaffet noget morgenmad. Simon, Jens, Mads og Jan blev det første hold der skulle ud for at fange morgenmad. Heldigvis lå der en put-and-take-morgenmadsbutik 500 meter fra Hærvejscenteret, så det var en nem cykeltur. Da vi havde fået noget havregryn og franskbrød i maven, fik vi pakket grejet og cyklede afsted. Dagens destination var nu Randbøl. Vi var kommet en dag foran i programmet, og måtte lave lidt om i vores destinationer, for at det kunne passe med, at vi stadig skulle sove på vandrerhjem i Jels.
Turen mod Randbøl gik over Givskud, og juniorspejderne fik lejlighed til at opleve den første del af Hærvejen med dejlig løs grus, hvilket udfordrer evnen til at holde balancen på to hjul. Der var da også et par småstyrt, og noget oppakning der raslede af.
Vi kom til Randbøl allerede til middag. Randbøl er ikke ligefrem verdens centrum, så for at vi kunne få noget frokost, og købe ind til aften, måtte vi tage en mindre cykeltur til Vandel. Her fandt vi en dejlig Brugs, hvor vi bagefter kunne sidde og nyde vores frokost. Da frokosten var indtaget, skulle vi til dagens drøftelse af, hvad vi skulle have til aften. Spejderne var helt enige om, at det ikke skulle være noget med bønner. Vi kunne så kun fortælle, at hvis de ikke fik bønner i aftensmaden, så fik de det enten i desserten eller morgenmaden. Det troede de nu ikke helt på. Vi fandt dog til enighed om noget mad der kunne laves i gryder, så vi fik købt lidt mere ind.
Da dette var overstået, kunne vi gå på jagt efter vores udvalgte overnatningsplads. Overnatningspladsen var en tidligere have, der var omdannet til en hyggelig lejrplads, lige ved siden af en gård. Her var der ikke noget vandrerkøkken, men til gengæld en god bålplads og masser af træ. Toilettet var det samme som det beboerne på gården brugte, altså inde i stuehuset, så vi kom da hinanden lidt ved.
Det var meget varmt denne dag, og da vi havde god tid, blev eftermiddagen brugt på at ligge enten i solen eller i skyggen. Da det blev tid for at lave mad, besluttede Mads og Leon, at vi skulle tænde op med ståluld og strøm denne dag. Som sagt så gjort, og efter lidt tid, og lidt assistance fra Simon og Jens, lykkedes det at få tændt et propert bål, hvor der kunne koges noget foder. I dag var det nogle af drengenes tur til at lave mad, nærmere bestemt Leon, Mads, Daniel og Jesper. Dagens ret bestod af nakkekoteletter med ris og karrysovs. Karrysovsen blev indskrænket lidt i mængde, da gryden var blevet tabt et par gange, men maden mættede ganske fortrinligt alligevel.
Mette havde fået udfordret drengene nok til, at der udviklede sig en mindre vandkrig, hvor Jonas, Simon og Jens fik givet Mette en masse vand. Nok til at hun måtte skifte tøj og have tøjet til at hænge til tørre på cyklen dagen efter. Sådan kan det jo gå.
Simon og Jens havde jo også tid nok til den slags tant og fjas, for de havde påtaget sig opgaven med at hente morgenmad næste morgen, så de var fritaget for yderligere pligter denne dag.
Trætheden meldte sig lidt tidligere denne dag, så der blev ret hurtigt stille under vores grønne, blafrende tag.

Kapitel 3. Tirsdag: Hornmusik og skumfiduser
Tirsdag morgen måtte Jens og Simon tidligt op, for de skulle jo hente morgenmad. Da de gerne ville have en cykeltrailer med, måtte Jans cykel stilles ned i børnehøjde, og traileren tømmes, så de kunne komme afsted mod Bække, hvor der ligger en Brugs. De drog afsted, og vi andre pakkede grejet sammen, mens morgenmaden blev bragt til lejren. Bække ligger 8 kilometer fra vores lille lejr, så det var en frisk lille morgentur drengene skulle ud på. Den blev dog ikke mindre frisk af, at de overså et af skiltene som markerer Hærvejen, så de kørte til Vorbasse i stedet for. Der kunne de jo så blot opdage at Brugsen først åbnede klokken ni, så de måtte køre tilbage og finde den rigtige vej mod Bække, for derefter at køre tilbage til lejren. Så det blev vel til en 25 kilometer allerede inden vi skulle afsted.
Her er det så, at vi måske skal fortælle, at selvsamme to juniordrenge mange gange havde hånet juniorlederne med, hvor gamle og slappe de var, når de altid cyklede så langsomt. Sjovt nok blev dette emne slet ikke bragt på bane mere, efter deres lille tur med cykeltrailer.
Efter morgenmaden kunne vi snakke lidt om, hvor vi skulle sove om aftenen. Juniorlederne foreslog, at vi fandt et sted mellem Vejen og Jels, så vi ikke havde så langt til Jels dagen efter, hvor vi gerne ville tilbringe det meste af dagen. Vi fandt en lejrplads syd for Vejen, og da vi havde ringet til Vejen Turistbureau og sikret os, at den var fri til vores afbenyttelse, tog vi afsted. Det første stykke af turen mod Bække foregik på masser af grusvej. Igen med fare for diverse styrt. Simons cykel faldt lidt fra hinanden efter et mindre styrt, men den kunne sættes sammen igen med en teltpløk og noget gaffa. Simon satte vi sammen uden gaffa.
Da vi kom til Bække blev der købt ind i Brugsen, men da det var blevet ganske afskyeligt varmt denne dag, var der ikke så stort et forbrug af rugbrød. Vi cyklede videre til Vejen, hvor vi fandt REMA 1000 inde i centrum. Igen kunne spejderne præstere et stort indkøb af diverse kulhydrater, hvorefter vi kunne blive enige om, hvad menuen skulle stå på til aften. De ville ikke have Jan-gryde, men ville hellere have Chris-gryde. Chris-gryde er det samme som Jan-gryde, bare uden bønner og gulerødder, men med nogle andre grøntsager i stedet for. Vi fik købt ind, spiste en is, og cyklede afsted for at finde vores lejrplads. Uden detaljekort over Vejen, var det mere eller mindre held, at vi kørte direkte ind på vejen, hvor lejrpladsen lå, et par kilometer syd for Vejen. Heldigvis kan de seje elitespejderledere bare bilde ungerne ind, at vi har et indre kompas, der altid viser rigtigt, ligesom hos trækfuglene.
Lejrpladsen var et kæmpestort naturområde, der var lavet til skole- og institutionsbrug, med nogle store naturlegepladser, lidt småsøer, masser af stier og gemmesteder. Længst væk lå to store lejrpladser, der hver var udstyret med to sheltere, bålpladser, borde og bænke. Vi valgte den ene og fik snart pakket ud. Endelig havde vi fundet et sted med et lokum. To søde små skure placeret lidt afsides, med et toiletbræt og frit aftræk til et stort hul i jorden nedenunder. Der er nu ikke noget som at kunne sidde på potten, og kigge ud over heden samtidigt.
Igen havde vi tid til at slappe lidt af, og da vi boede skrækkeligt langt væk fra alting, så var det tid for at øve sig lidt på Jonas’ horn. Vi håber ikke, at der lå diverse fortidsmennesker begravet i mosen, for i så fald ville de være blevet vækket.
Dagens båltænding foregik med tændstål. Vi havde faktisk kun den halve avisside, som vores opvaskebørste havde været pakket ind i. Men lidt kan jo også have ret. Mads, Simon og Jens fik snart lavet gnister nok til at få tændt et bål, og så kunne vi gå i gang med at lave maden.
Der blev spist en stor mængde Chris-gryde, og da vi var færdige, fandt vi ud af, at vi havde en hel aften vi skulle have slået ihjel. Der var hurtigt stemning for, at vi skulle have ristede skumfiduser. Da vi havde bemærket, at REMA 1000 først lukkede klokken 21, blev der sendt en indkøbspatrulje afsted med penge på lommen. De kom også tilbage med en imponerende mængde skumfiduser og mariekiks. Nu spiste vi skumfiduser alt det vi kunne.
Da vi havde to bålpladser ved vores sheltere, så kunne vi lade drengene få afløb for deres pyroman-tendenser, mens vi andre kunne sidde om et lejrbål i fred og ro. Aftenen blev lidt køligere end de andre, men vi blev alligevel hængende længe oppe omkring bålet. Da mørket var faldet på, gik spejderne i soveposerne og faldt hurtigt i søvn.

Kapitel 4. Onsdag: Mojn
Onsdag morgen var det igen Jens og Simon der cyklede efter morgenmad i Vejen. Desværre havde kun bageren åbent, så vi måtte klare os uden havregryn og nøjes med franskbrød. Vi fik pakket ret hurtigt og satte kursen mod Jels, hvor vi gerne ville være inden middag. Det var dejligt køligt at cykle denne tidlige formiddag. Vi skulle lige finde ind på Hærvejsruten igen, og måtte starte med at cykle lidt ad vandreruten, så det var lidt ujævnt det første stykke.
Visse juniorledere vil gerne fortælle små historier om de ting vi kommer forbi undervejs på vores tur. Juniorspejderne havde dog luret, at hvis bare de cyklede hurtigt nok forbi de steder der viste ind mod diverse mindesmærker, så kunne de slippe for det. Syd for Vejen var der dog ingen kære mor. Her blev de straks kommanderet tilbage til Frihedsbroen der fører over Kongeåen, hvor de lige måtte se et af mindesmærkerne og høre en flig af fædrelandets historie. De syntes nu det var træls at skulle se en dum bro, men sådan er livet jo fuld af uretfærdigheder.
Vi kom til Jels på ingen tid denne morgen. Inde i Jels gjorde vi lige holdt ved en Spar-købmand der blev plyndret, så vi kunne nyde en is og andet på torvet udenfor. Vi besluttede, at søbadet sagtens kunne nåes, inden vi skulle spise frokost. Vi cyklede afsted mod søen, og fandt søbadet i Jels, hvor vi straks klædte om til badebukser. Næsten alle kom i vandet, nogle dog mere end andre. De friske hoppede på hovedet fra badebroen, mens andre nøjedes med at soppe lidt inde ved kanten. Opholdet i søen var dog forholdsvis kort. Vandets temperatur satte en begrænsning på, hvor længe det ville vare. Da vi havde klædt om igen, gik turen mod Brugsen, hvor vi skulle have noget frokost.
Her fik juniorspejderne den første oplevelse af, at vi ikke alle sammen taler samme sprog. De havde bemærket ordet “mojn”, som juniorlederne så måtte forklare brugen af. De fandt ud af, at der ikke findes noget morgen-mojn eller aften-mojn, men slet og ret “mojn”.
Inde i Brugsen var juniorlederne på udkig efter strips, da vi syntes at lidt for mange cykler og cykeltasker var begyndt at falde fra hinanden. Dette er dog ikke en del af deres normale sortiment, men i sådanne lokale samfund er folk jo så hjælpsomme. Så brugsuddeleren forærede os nogle af hans egne strips fra lageret, som vi kunne bruge. Udenfor var een af de indfødte så venlig at komme hen til os og fortælle, hvor der var et godt sted at spise mad. Så vi kørte efter hans anvisninger og fandt borde og bænke ved søen, hvor vi kunne fortære noget rugbrød.
Herefter var destinationen Orion Planetarium. Det lå heldigvis lige ved siden af stedet hvor vi spiste frokost, så vi kunne hurtigt løse billet. I planetariet viser de forestillinger hver hele time inde i deres kuppelsal. Desværre var den næste forestilling der ville komme mest egnet for de helt små børn. Men flinke som folk nu er i disse små samfund, så kunne de da sagtens bare sætte en af de andre forestillinger på, hvis ikke der kom andre.
Indtil det var tid for forestillingen, fordrev vi tiden med at kigge på deres lille udstilling og eksperimentarium, der alt sammen handlede om lys og lyd. Der var mange ting at pille ved og lege med, så den lille time gik hurtigt. Der kom heldigvis ikke andre end os, så vi valgte en anden forestilling, der handlede om de forskellige planeter i solsystemet, og søgen efter planeter andre steder i universet.
I sådan en kuppelsal i et planetarium, er der meget mørkt. Og stolene er meget bløde, og kan lægges ned, så man kan se alle de ting der fortælles om under forestillingen. Dette, kombineret med at vores spejdere muligvis ikke er kommende astronomer, gjorde, at der var MEGET stille under forestillingen. Der var også MEGET stille, da filmoperatøren spurgte, om der var nogle spørgsmål. Og da han tændte lyset igen, så det næsten ud som om, vi lige var vågnet fra en lille eftermiddagslur. Men det kan jo ikke passe. Vi sover jo ikke i timen…
I Jels var det jo meningen at vi skulle sove på vandrerhjem. Vi vidste at der ville være et køkken vi kunne bruge, og Chris og Jan havde denne dag bestemt dagens menu, nemlig chili con carne. Vi kørte derfor tilbage til Brugsen for at købe ind. Inde i Brugsen fik vi lejlighed til at afprøve de nyerhvervede færdigheder i sønderjydsk, og kasseekspedienten syntes da også, at det var meget sjovt, at de alle sammen kunne sige mojn. Så fik vi også en lille anekdote om en hollænder hun engang kendte. Anekdoten var temmelig lang. Det var køen bag os også, men det betyder ikke så meget i så små samfund. Der er ikke noget man skal nå.
Vandrerhjemmet blev hurtigt fundet, og vi fik tildelt to værelser med køjesenge. Værelserne lå sammen i en lille afdeling med to tilhørende badeværelser.
Ved I hvor lang tid 3 sekunder er? Det skal jeg fortælle jer. 3 sekunder er præcis den tid det tager fra vi har smidt vores bagage på værelset, til juniorspejderne har fundet fjernsynsstuen. Her sad juniorspejderne på række og sugede fjernsynsstråling til sig, som bier om en honningmad. Utroligt at de kunne sidde helt stille og se et program om lystfiskeri på Discovery Channel.
Chris og Jan lavede aftensmaden denne aften. På tur blev juniorspejderne sendt afsted til brusebadet, som lige pludselig ikke længere var så eftertragtet, nu hvor der var kommet et fjernsyn i vejen. Men inden maden var færdig, sad alle mand med vandkæmmet hår og lugtede af blomster.
Lige efter maden tog vi afsked med Jesper, som skulle hjem for at tage videre på ferie.
Snart derefter kom lagenekspressen med de lagner der var blevet samlet ind inden afgangen fra Horsens. Lagenekspressen havde udvidet sortimentet til også at omfatte kage og sodavand, samt kaffe til de kaffehungrende juniorledere. Dette blev fortæret, mens der blev kigget fodboldkamp i fjernsynsstuen. Aftenen gik hurtigt, og da der skulle være ro på vandrerhjemmet inden klokken 23, gik vi i seng på dette tidspunkt. Der blev hurtigt ro i køjerne.

Kapitel 5. Torsdag: Rise-sangen
Torsdag morgen sov vi til klokken 8. Vi havde aftenen forinden besluttet, at vi ikke ville spise morgenmad på vandrerhjemmet, men ligeså godt kunne komme afsted, da vi vidste, at dagen ville blive lang. Da vi havde fået pakket, kørte vi ind til Jels igen. Morgenmaden skulle i dag bestå af rundstykker indkøbt ved bageren, og de blev indtaget ved vores foretrukne sted ved søen. Dagens mål var Rise lige udenfor Rødekro. Vi holdt en vældig fart hele formiddagen, og kom til Vojens for tidligt til, at vi kunne spise frokost der. Frokosten blev indkøbt og vi fortsatte på turen, indtil vi fandt et skyggefuldt sted hvor vi kunne spise. Da vi var færdige med at spise, var der godt nok een af de lokale der advarede os om, at vi skulle passe på alle de bier i bistaderne lige ved siden af – som vi i øvrigt slet ikke havde opdaget. Men vi gjorde jo ikke dem noget, og de gjorde så heller ikke os noget. Det var varmt og der er langt til Rødekro, men den blev fundet, og vi fandt et sted at købe ind igen. Nu var det jo Sankt Hans aften denne aften, så juniorlederne besluttede sig for menuen. Spejderne lød til at være rimeligt ligeglade denne dag. Da vi kendte denne lejrplads fra tidligere vidste vi at der var en grillrist, så vi besluttede os for, at det skulle være grillaften. Der blev indkøbt et mindre kødorgie og en salatbar.
Lejrpladsen i Rise ligger bagved den lokale sognegård, oppe på toppen af en meget stejl græsplæne. Her slog vi os ned, og vi tog os lidt tid til at slappe af i skyggen, da denne dag virkede varmere end alle de andre. Da vi efterhånden mente, at det var tid for at spise, blev der tændt op til grill. Dagens båltænding var med brændeglas, og blev forsøgt af både Leon og Chris. Dette virkede ikke helt efter hensigten, hvorefter Mads måtte ty til kemikalie-tændingen i stedet for. Dette gik så meget bedre. Snart kunne vi alle grille de ting vi ville have, og der var rigeligt med nakkekoteletter, ringridder-pølser og salat til alle mand.
Her i landsbyen Rise skulle der også være Sankt Hans bål. Faktisk lige ved siden af sognegården. De er jo så gæstfrie i disse små samfund, så de indfødte inviterede os straks til at deltage, da de så at vores små, søde spejdere stod og kiggede på den klargjorte bunke grene. Da vi var færdige med at spise blev alle mand derfor kommanderet i spejderuniformen, hvorefter vi kunne troppe op ved bålpladsen – endda som nogle af de første. Efterhånden som hele landsbyen indfandt sig, blev der kigget meget på disse fremmede nordboere i blåt tøj. Vi blev dog accepteret, specielt da vi havde kunnet stemme i under landsbyen Rises helt egen sang, som blev sunget efter båltalen og midsommervisen. En sodavand senere fortrak vi dog til vores lejrplads, da spejderne for en gangs skyld var trætte og gerne ville i seng.

Kapitel 6. Fredag: Grænseoverløbere og brandhunde
Fredag morgen var det Mads og Jonas der hentede morgenmad i Rødekro. Mens morgenmaden blev spist, advarede Jan om dagens tur, der ville blive lang, og som ville bestå hovedsageligt af grusvej. Vi planlagde, at vi ville køre til Kliplev og spise frokost, og derefter holde hvil i skyggen indtil den værste middagssol var overstået. Det viste sig så dog at være en smule skyet om formiddagen, og vi kom til Kliplev for tidligt til at spise frokost der. Kliplev blev hurtigt genkendt af spejderne som stedet hvor vi stod af og på busserne ved Blå Sommer sidste år. Den lokale brugs var også velkendt for nogle, og spejdere er bestemt ikke noget særsyn i brugsen i Kliplev. Her købte vi lidt ind, og vi købte også vores frokost der, og besluttede os for at køre videre når det nu alligevel ikke var kraftig solskin. Det varede dog ikke længe inden solen bagte ned.
Vi kunne godt mærke, at spejderne var ved at være trætte. Vi havde haft en del småstyrt om formiddagen. Til middag havde vi besluttet at finde et sted på turen mellem Kliplev og Frøslev for at spise frokost. Mette valgte stedet for os, da hun kørte lige direkte ind i en træpæl. Med sig i faldet tog hun også Leon, som kørte bagved. Da vi havde fået viklet Mette og Leon ud af hinandens cykler, kunne vi så få lidt at spise. Mette fik en uventet souvenir med hjem – nemlig et pænt stykke af den træpæl som hun havde torpederet. Stedet Mette havde valgt på denne brutale måde, var Gejlå Bro, så vi kunne spise vores frokost på een af landets gamle stenbroer fra attenhundredetallet.
Resten af turen gik faktisk ganske smertefrit, og Frøslev Plantage blev nået hurtigere end ventet. Bedst som juniorspejderne troede, at nu var dagens strabadser overstået, skulle de indse, at de tog fejl. Først skulle vi til Frøslev, så skulle vi til Padborg, og så skulle vi videre til noget andet. Juniorlederne ledte, og der blev spurgt om vej, og juniorspejderne vidste ikke, hvad det var vi ledte efter. Juniorspejdere bliver meget forvirrede, når man ikke fortæller dem hele sandheden.
Langt ude på bøhlandet, tæt på vores tyske naboland, kørte vi rundt på nogle usle markveje. Heldigvis kommer Jan meget i sønderjylland, og forstår de indfødtes sprog. Dermed kunne vi få forklaret, ved hvilken kokasse vi skulle dreje, for at finde det vi ledte efter.
Juniorspejderne havde været kede af, at de ikke kunne sige, at de havde cyklet helt til Tyskland. Derfor havde vi udvidet dagens program en smule. Det kom noget bag på dem, at vi pludselig kunne standse op på en meget lille markvej, og pege på en postkasse halvtreds meter bag dem. Denne postkasse indikerede, at vi netop havde krydset grænsen mellem Danmark og Tyskland. Juniorspejderne syntes, at det med en postkasse i stedet for en tolder var noget mærkeligt noget. Ikke desto mindre var vi nu i Tyskland, ude midt på markerne, hvor der med garanti aldrig er nogen der har tænkt på at opføre et grænsesupermarked. Til vores store rædsel opdagede vi, at vi jo alle sammen havde glemt vores pas. For ikke at blive fanget af grænsepolitiet skyndte vi os derfor at gå tilbage til Danmark. Vi mente ikke, at vi behøvede at angive indførsel af juniorspejdere overfor Toldvæsenet, så vi lod postkasse være postkasse, og fortsatte turen ind til Padborg, for at købe ind til aftensmaden. For første gang lykkedes det for juniorlederne at køre i ring. Selvom Padborg er lille blev vi narret af noget vejarbejde, og havnede præcis i det samme kvarter som vi var startet i. Igen kom nogle indfødte til undsætning, og vi fik fundet ind til centrum. Her startede vi i en fakta-butik. Denne butik havde dog ikke kolde colaer, hvilket fik den til at rangere meget lavt på vores skala. Vi tillod os derfor at spørge om vej til SuperBrugsen. Her blev der købt ind til Chris-gryde, og der blev også købt dessert, og morgenmad til næste dag. Godt læsset op, begyndte vi så at køre tilbage mod Frøslev Plantage og Frøslevlejren.
Her er det så, at vi skal fortælle lidt om Chris’ cykeltrailer. Allerede da vi kørte gennem Åbjergskoven, slingrede det ene hjul en hel del. Efterhånden som vi fik lagt det meste af Hærvejen bag os, blev både dette hjul og det andet hjul stærkt forværret i tilstand. På dette sted, i udkanten af Padborg, havde hjulene opnået en stabilitet, der svarede omtrent som til at skrue to omeletter på som hjul. Vi måtte gøre et holdt igen, da egerne i det ene hjul, var begyndt at stå i kø for at falde af. Vi priste os lykkelige for, at vognen nu kun skulle holde endnu to-tre kilometer.
Vognen holdt, og vi kom gennem Frøslevlejren, og vi fandt vores lejrplads inde i Frøslev Plantage. Efter et lille hvil gik vi i gang med at lave mad. Da vi havde en formodning om, at der ikke var brænde på stedet, havde vi medbragt briketter. Optændingen denne aften skete derfor på god gammeldags juniorleder-manér – med tændvæske og lighter.
Denne plads – hvor der i øvrigt igen var lokum med frit udsyn til skoven – viste sig at være et sandt Mekka, hvis man ville falde i snak med diverse mennesker. Hele aftenen myldrede det gennem vores plads med forskellige mennesker, der næsten alle sammen skulle snakke med vores spejdere.
Mest spændende var en mand der kom forbi med en flok hunde, hvoraf den ene var brandhund. Den blev brugt af det tyske politi til at opspore brandfarlige væsker, så man kunne konstatere om der havde været pyromaner på spil, når noget var brændt. Der skulle da heller ikke meget overtalelse til fra vores spejdere, før han viste, at det virkelig passede. Han dyppede en tændstik i vores tændvæske, og skjulte den et sted i græsset, mens hunden legede med spejderne. I løbet af et øjeblik fandt hunden tændstikken.
Lidt senere kom der et par andre cyklister, som også ville slå telt op. De blev slet ikke skræmt af at skulle bo på samme plads som en flok vilde spejdere.
Sidst på aftenen spiste vi vores dessert, som bestod af dåsefrugter og vaniliecreme. Mens det blev mørkt, snakkede vi lidt om ugen der var gået, hvorefter spejderne var klar til at tage den sidste nat i vores bivuak.

Kapitel 7. Lørdag: Regnvejr og KZ-lejr
Meget tidligt lørdag morgen kom der et kraftigt regnvejr og torden. Det gjorde, at vi blev liggende lidt længere end planlagt under presenningen. Her kunne vi så alle sammen ligge og tænke på, hvilke ting vi havde ladet ligge udenfor. De mange dage med sol havde gjort os lidt sløsede.
Omkring klokken 9 ankom Søren, som både skulle med ind til Frøslevlejren, og som også skulle sørge for, at Chris’ og Jans grej kunne komme tilbage til Horsens. Da Søren kom, måtte vi hellere stå op. Det holdt heldigvis snart op med at regne, og vi fik morgenmad. For sidste gang kunne vi pakke vores lejr sammen, og begive os af sted på den korteste tur vi havde haft. 300 meter var der til Frøslevlejren, hvor vi skulle tilbringe formiddagen med at se på historien omkring Frøslevlejren, se en udstilling om redningsberedskabet og om FN-soldaternes arbejde. Vi var også kun lige blevet færdige med at kigge i den sidste bygning, da det begyndte at myldre ind med forældre, der skulle kramme deres børn.

Nu var lejren og alle strabadserne forbi.


Vi håber, at I alle sammen havde en rigtigt god tur. Det var rigtigt dejligt at se, at I alle var glade hele tiden, og klarede alle de opgaver, der nu engang var undervejs.
Nu må I have en rigtigt god og lang sommerferie. Vi glæder os til at se jer igen i august, når skolen er startet igen.

Skulle I have lyst til mere spejderlejr inden ferien er slut, så husk at vi har Spejderlejr for alle den 1.-3. august. I kan tilmelde jer et andet sted her på hjemmesiden, eller ringe til Jan inden den 15. juli.

Kærlig spejderhilsen
Chris og Jan

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar