Historie – kort og godt

Spejderbevægelsen er stiftet i 1907, da Baden-Powell afholdt den første spejderlejr på Brownsea Island med 20 drenge. Spejderbevægelsen kom til Danmark i 1909 og Det Danske Spejderkorps stiftes 16. december 1910. Spejderbevægelsen voksede med stor hast, og havde allerede ved udgangen af 1920’erne mere end 2 millioner medlemmer verden over.

Erik Menveds Trop er stiftet 18. maj 1924 af Tage Carstensen som en del af Det Danske Spejderkorps, det der dengang var kendt som “de gule drengespejdere”. De første tropsledere i EMT var Svenn Kirkegaard og Aage Mørch. Der fandtes i 1924 allerede 1., 2. og 3. Horsens Troppe, ligesom pigespejderne havde deres egne troppe. I 1931 blev 1. Horsens Trop, der er stiftet i 1911, opslugt af EMT. 2. og 3. Horsens blev nedlagt i løbet af 1920’erne.
Vitus Bering Trop blev etableret i midten af 30’erne, og blev i forbindelse med sammenlægningen af de gule drengespejdere og de blå pigespejdere i 1973, sammenlagt med Erik Menveds Trop, der efterfølgende kom til at hedde Erik Menved Gruppe. På dette tidspunkt ophørte vi naturligvis med at være en ren drengespejdergruppe.

Vores anvendelse af navnet Erik Menveds Trop, og forkortelsen EMT, er vi aldrig gået helt fra, da også vores logo afspejler det gamle navn. Begrebet “trop” stammer fra spejdernes aldersopdeling, der holdt ved helt op i 70’erne. Her var spejderne fra deres 11. år medlemmer af troppen, mens de yngre spejdere, typisk 8-10 år gamle, var en del af flokken. Navnet Erik Menveds Flok, eller EMF, pryder således stadig meget af vores materiel samt præmier og skind der befinder sig i Wigwam.

På trods af, at Wigwam ligner en original spejderhytte, er den faktisk en forholdsvis ny erhvervelse. Erik Menved Gruppe flyttede ind i Wigwam i 1983. Gennem årene har vi været bosiddende under vidt forskellige forhold, herunder blandt andet Guldsmed Linds gård, den gamle Tobaksgård, samt i private hjem under besættelsestidens mørklægning.

Der er i dag mere end 25 millioner spejdere verden over fordelt på 226 forskellige lande og områder. 32.000 af disse spejdere er en del af Det Danske Spejderkorps.

Meget mere om vores historie kan du læse i sektionen “Historisk Materiale” i menuen til venstre.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar