80 års jubilæum

Tirsdag den 18. maj 2004 var det 80 år siden at Erik Menved Spejderne blev grundlagt. Dette blev fejret med spisning og underholdning samme aften kl. 18-20. Vi fik blandt andet besøg af Ballonkongen (Steen “Pegani”) som kunne underholde store og små med overraskelser fra ballondyrenes verden. Vi fik også sendt 300 balloner til vejrs med hilsener til omverdenen.

Erik Menved Spejderne er stiftet 18. maj 1924 af Tage Carstensen som en del af Det Danske Spejderkorps. De første tropsledere i det der dengang blev kaldt Erik Menveds Trop var Svenn Kirkegaard og Aage Mørch.

Siden da har snesevis af ledere brugt deres fritid på at lave spejderarbejde for efterhånden i tusindvis af børn og unge. En af disse ledere er Hack Kampmann (Horsens Jern & Stål), der blev spejder hos Erik Menved Spejderne før 2. verdenskrig, og tiltrådte som tropsfører i 1944.

Netop denne dag, tirsdag den 18. maj 2004, mødtes nyt og gammelt. Under overværelse af spejdere, forældre, sponsorer og venner af foreningen, tog Hack Kampmann første spadestik til Erik Menved Spejdernes fremtidige spejderhytte, der skal placeres på vores område ved Silkeborgvej.

Erik Menved Spejdernes kommende spejderhytte bliver på mere end 600 kvadratmeter, smukt designet af arkitekt Per Wohlert i samarbejde med spejderlederne.

Den nye spejderhytte er vores hidtil mest omfangsrige projekt, og har nået den nette sum af små 4 millioner kroner. Byggeriet er muliggjort gennem støtte fra blandt andre Hede Nielsen, Horsens Folkeblad, Engby, Hornsyld Købmandsgård, Horsens Jern & Stål, Schur, Palsgård, Leca, Tuborgfondet samt Lokale- og anlægsfonden. Foruden vores sponsorer, og stor arbejdsindsats fra forældre og spejdere, har salg af vores gamle hytte på Bygholm Åvænget, samt vores hytte i Torp været medvirkende til at finansiere det nye byggeri.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar